Sorg og glæde er ikke en slik-film

Pak popcorn og slik væk, når du sætter dig til rette for at se Niels Malmros’ ærlige film “Sorg og glæde”. Aldrig har jeg oplevet så stille en biograf, mens filmen gik over lærredet.  

En intens sorg i filmen, som handler om at Malmros’ kone for mange år siden dræbte deres lille datter i en fødselspsykose, slukker simpelthen for lækkersult og salttrang.

Filmen er god. Omend på den alvorlige måde, der er ikke meget fnis og fnidder i den, men et par gange dog overraskelses-grynt fra salen. “Sorg og glæde” skubber tankerne i gang. Har du ikke allerede kendskab til psykisk sygdom, får du her et spark til at opleve – og genkende – træk hos personer i din nærhed, som har det svært. 

Og tage hånd om dem.

Fortsæt bare med at se genrer som Twilight,  Starwars og thrillers. Men gør plads til også at se filmen “Sorg og glæde” af Niels Malmros. Også selvom det ligger dig fjernt.

Den er god. Og den indrømmelse kommer endda fra en tidligere inkarneret Malmros-hater. Kan simpelthen ikke døje hans tidligere film. De er for langsomme, er fyldt med udtryksløse skuespillere, manglende dialog, ingen dynamik og rendyrket dysterhed.

Der er også langsommelighed og dysterhed i “Sorg og glæde”. Men der er også dygtige skuespillere, som nu hiver instruktøren Niels Malmros ud af mit hater-univers. Og så kan jeg så godt lide den ærlige måde, han viser sin tragedie på. 

Han magter på en fortælleteknisk smart måde, at vise filmen om tragedien uden at vise selve tragedien. Det takker jeg dig for, Niels Malmros, for det gjorde, at tårerne blot kunne trille enkeltvis ned ad kinderne to-tre gange i løbet af “Sorg og glæde” – og at jeg undgik fossende vandfald ned ad kinderne i et konstant kapløb om at skaffe lommetørklæder nok.

Vel er filmen sørgelig, men der var ingen storhulkende lyde i biografsalen i Næstved. Bare indlevende stilhed.

Og det er så i det akavede, musestille øjeblik, at jeg opdager, mit ene næsebor fløjter, hver gang jeg trækker vejret … :/

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *