Genial måde at spare tøjpenge til ungerne

Dagens overspringshandling – at svælge i ubrugelige nyheder på nettet – berigede mig med en artikel, som helt fejlagtigt var placeret på TV2 under krimi-nyheder. I mine øjne handler den om forbrugerstof.

Artiklen omhandler en amerikansk far, der har udviklet et genialt sparetip, som alle børnefamilier vil kunne nyde godt af. For sin store gerning står han nu til 33 års fængsel. Skandaløst, raser jeg.

Han har ifølge artiklen tørret sin syv-årige datter i tørretumbleren flere gange – ganske givet fordi hun er ved at være for stor til sit tøj. Det står der naturligvis ikke noget om i artiklen, men hvornår har journalister også nogensinde gidet interessere sig for bevæggrunde og gode argumenter. En enkelt gang på fuldt varmeprogram i tumbleren, og vupti, så kan datteren igen passe alt sit tøj. Tænk, at det kræver en mandehjerne at udtænke den geniale plan, for guderne skal da vide, at enhver husmor jo i forvejen har gået med den basale viden om, at tumbleren får alting til at krympe.

Datteren er et omvandrende bevis på, at der er mange penge at spare på tøjbudgettet. Hun er ifølge artiklen kun en meter høj på trods af sine syv år. Det vil sige at hun har kunnet passe det samme tøj i rigtig mange år nu.

Artiklen siger ikke noget om, præcist hvor mange penge familien har sparet på indkøb af tøj og heller ikke hvor ofte man bør tørretumble sit barn for at skrumpevirkningen holder.

Se artiklen her:  Sådan sparer du på tøjbudgettet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *