Et lille Facebook eksperiment

Hvor intetsigende skal en statusopdatering være, før den ikke får ”likes” eller en kommentar med på vejen? Det besluttede jeg mig for at finde ud af.

Hvordan kan det være, at folk synes, at deres aftensmad bør fotograferes og vises frem? Eller tror, at jeg er vild efter at vide, at de nu er i Fields, og derefter skal i Tivoli og spise kage.

Af Jerrie Crawford

Facebook statusopdateringer i et lille eksperiment.Jeg har en Facebook side. Og jeg er ikke alene – ifølge Facebooks egen opgørelse d. 23/1/13, havde 3.031.980 danskere været aktive på Facebook inden for 30 dage. Og lur mig, om der er ikke er kommet flere på siden i mellemtiden. Så når jeg ser, hvad der dukker op på min egen Facebook side af ligegyldigheder og tå-krummende billeder i diverse statusopdateringer, så kan jeg næsten ikke kapere, hvad der må flyde rundt på Facebook, uden for min lukkede kreds af 210 ”venner”.

Jeg poster stort set aldrig noget på Facebook. Kun hvis jeg falder over noget ufatteligt morsomt – eller min datter har bedrevet noget, der gør mig ekstra stolt. Så folk er langt fra forvente med at høre noget fra mig. Og jeg kommenterer næsten aldrig andres statusopdateringer, med mindre det er noget så skelsættende som at nogen er blevet gift eller har fået barn. Så kan jeg lige mande op til et ”tillykke”.

Facebook statusopdateringer – sådan helt uvidenskabeligt

På trods af det besluttede jeg mig for at lave et ganske uvidenskabeligt eksperiment på min Facebook side. I syv dage ville jeg skrive den ene ligegyldighed efter den anden, og se hvordan folk reagerede. Ville der være nogen, der fangede, at det hele var ”for sjov”. Eller er vi blevet så blinde for andres statusopdateringer, at vi æder alt hvad vi ser på Facebook råt?

Jeg startede på en lørdag. Her skrev jeg de bevingede ord: ”Jeg har købt broccoli.”
Det udløste fem likes og fire kommentarer, hvoraf den ene var en advarsel fra en dansker, om kryb i broccoli som var fundet i et cafeteria i USA. Herefter spurgte en bekymret amerikaner, om man havde fundet ud af, hvad krybene var. Der kom jeg altså lidt til kort.

Søndag var statusopdateringen: ”Jeg er ikke ude at rejse.”
1 like og 3 kommentarer hvoraf én kommentar tog udgangspunkt i, at han ikke forstod mine statusopdateringer. Jeg endte med at sende ham et uddrag af en Bugs Bunny tegnefilm i et forsøg på at forklare. Men jeg tror vi talte forbi hinanden.

Mandag besluttede jeg for en lidt mere munter tone: ”Jeg ler – åh hvor jeg ler. At le er godt. Så jeg ler”
Det udløste 6 likes og to kommentarer. Den ene kommentar var et billede af en søstjerne (!), den anden var min datter der spurgte, om jeg lo af hende. Det tæller ikke rigtig, synes jeg.

Tirsdag blev statusopdateringen lang: ”Jeg bliver nødt til at gå til bekendelse. Jeg har levet på en løgn siden i lørdags- og jeg kan ikke klare det mere… Jeg købte ikke broccoli i lørdags. Undskyld. Men jeg købte en rød peber. Og det har jeg én der kan bevidne. Jeg håber på tilgivelse fra FB. Det vil aldrig ske igen.”
3 likes, 5 kommentarer heraf to tilgivelser og én der ikke kunne, eller ville, tilgive.

Onsdag gik jeg tilbage til de korte statusopdateringer: ”Man siger, man er hvad man spiser. — Jeg er en rullepølse…”
5 likes og 3 kommentarer, hvoraf den ene kommentar blev en længere samtale om værdien af rullepølser. Om jeg så var røget eller speget, og videre i den dur. Men stadig med 5 likes – og den oprindelige amerikaner var stadig med.

Torsdag kom den forrygende ”sprød svær og blød bolle.”
Den udløste desværre kun 2 likes og 3 kommentarer. Men det var til gengæld forslag til anden mad, f.eks. ”rødkål og sennep.” Amerikaneren bidrog med ”good eating.” Kom ikke og sig, at jeg ikke er international.

Fredag var sidste statusopdaterings dag, og jeg besluttede mig for, at det skulle være helt specielt. Derfor postede jeg et billede af en Minion fra filmen Grusomme Mig, hvor der står:
”I excercised once, but found out I was allergic to it. My skin flushed and my heart raced. I got sweaty and short of breath. Very dangerous!”
Over billedet skrev jeg: ”Derfor har jeg i dag IKKE løbet 10 km eller cyklet 15… Men jeg har plejet mit forhold til min sofa. Vi har det godt, vi to…”
Det gav 10 likes og 1 kommentar i form af en anden Minion tegning.

Resultatet af mine statusopdateringer

Hvor var det dog svært at finde på noget at skrive. Jeg var virkelig i problemer om torsdagen, og derfor blev statusopdateringen sat på min side ret sent på dagen. Måske var det derfor, at der ikke var så mange likes. Eller også kløede folk sig bare i hovedet. For de kom da stærkt igen om fredagen. Men det var jo også en mere tilgængelig statusopdatering.

Og hvad fik jeg så ud af mit lille eksperiment? Ikke så meget andet end opmærksomhed fra mennesker, jeg normalt ikke får opmærksomhed fra. Udover min datter altså. Og det var super hyggeligt at høre fra mennesker, jeg ikke har hørt fra længe. Ligeledes synes jeg der er fantastisk, at en amerikaner brugte tid på at få oversat hvad statusopdateringerne betød, og derefter kommentere på dem. Og jeg vil lige understrege, at jeg ikke kender hende personligt, vi er ”venner” pga. et fælles spil.

Og jeg tænker, at opmærksomheden er nøgleordet. Måske er vi blevet så isolerede fra hinanden, at vi føler et behov for anerkendelse gennem ligegyldige statusopdateringer på en socialt netværk. For når vi får et like, så har vi gjort det godt, og et andet menneske har set os. Og det er åbenbart vigtigt. For hvis vi ikke ses, så er vi jo ikke noget.

Er vi vel?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *