Hvordan man får to katte når man har katteallergi

Katteallergi er en dårlig kombination med at være ejer at to katte.Jeg havde aldrig drømt om, at jeg ville få en kat. Og da slet ikke to. Jeg har aldrig kunne lide katte, og jeg lider af katteallergi, så hvad i himlens navn skulle jeg med sådan nogle krapyl?  Og alligevel – mens jeg skriver dette – ligger der to katte på min sofa. Hvordan landede de egentligt der? 

Af Jerrie Crawford 

Lad mig sige det med det samme: Jeg er en hundeperson. Jeg har altid haft hund, og jeg elsker fornemmelsen af, at være elsket ubetinget af sådan en hundebasse, når jeg kommer hjem. Gåturene, legen med bold, at give den et dejligt kødben – alle disse ting appellere til mig.

Katte, derimod, har jeg aldrig været specielt glad for. Jeg synes, de er lunefulde, de gør hvad der passer dem, og hvis de bliver trætte af dine nus og kæl, kan de give dig gevaldige rifter hvor som helst på kroppen. Bare fordi de kan. Og så har jeg i øvrigt ganske heftig katteallergi..

Så – hvordan får man to katte, når man har katteallergi? Man tager en datter, som begynder at studere i København, og derfor flytter på kollegium, langt væk hjemmefra. Samme datter bedyrer, efter et lille stykke tid, at det kunne være rigtig rart at have en lille kat, til at holde hende med selskab.

Nu kender jeg tilfældigvis mennesker, der har gårdkatte, som med jævne mellemrum får et kuld killinger. Og skæbnen ville, at én af mine veninders katte lige havde fået et kuld. Og hvis hun ikke kunne finde et godt hjem til disse fire, nye killinger, ja, så ville de blive aflivet.

Min datter lavede straks aktion ”red killingerne”, og fik gennem det interne netværk på kollegiet afsat to af de fire killinger. Hun skulle selv have én – og så var der jo kun én tilbage. Hvem skulle mon tage sig kærligt af den?

Datteren min gik nu fra aktion ”red killingerne” til ”mor skal have en killing”. Men jeg holdt stand. Lidt. For jeg havde jo allerede en hund. Den var stor og gammel, og det var slet ikke sikkert, at den ville tage godt imod en lille killing på min matrikel. Og måske led den også af katteallergi.

Men min datter blev ved med at insistere på, at det ville gå forrygende godt. Og da veninden bidrog med, at jeg bare kunne tage killingen med hjem på weekend – bare for at teste vandene – så sad jeg pludselig i bilen på vej hjem, med en lille bitte killing i en papkasse på passagersædet. Jeg havde på det tidspunkt faktisk fuldstændigt glemt, at jeg lider af katteallergi. For det var altså den mest nuttede killing, man kunne forestille sig. 

Behøver jeg at sige, at det gik fantastisk mellem hunden og killingen? De hyggede sig gevaldigt sammen, og den gamle, støvede hund livede helt op. Killingen sov mellem hundens poter, fulgte glad med hvor end den gik, og fik endda lov til at drikke af hundens vandskål. Det var ren idyl. Og killingen var nu på en meget forlænget weekend hos mig. Og min katteallergi? Ikke det store problem fordi killingen fældede ikke hår, men hårtotter, som underligt nok ikke generede mig så meget.

Hos datteren, derimod, var alt ikke idyl. Hun var begyndt at snøvle gevaldigt og nøs som om hun blev betalt for det. Jeg tænkte naturligvis katteallergi med det samme – som mor, så datter. Men hun blev ved med at insistere på, at hun bare var forkølet. Samtidig var hendes killing usandsynligt aktiv. Hev alting ned fra hylderne, kradsede i bøger, og åd noter. Og præsterede faktisk at bide datteren i kinden, mens hun lå og sov. Datteren havde svært ved at udvise begejstring overfor sin nye kat.

Hendes kat var ofte på besøg nede hos mig, enten fordi datteren skulle ud at rejse, eller fordi hun lige kom forbi for at hænge ud i weekenden. De to killinger kom glimrende ud af det sammen, og hunden syntes, det var en interessant oplevelse, at have to hårbolde at kigge på. Det var virkelig hyggeligt for alle. Men jeg lagde mærke til, at når de var på besøg, blev jeg langt mere snottet og mine øjne kløede mere. Jeg var altså allergisk overfor datterens kat.

Der gik nu et lille års tid, killingerne blev til katte, og min gamle hund fyldte 15 år. Han var blevet en gammel og træt hund, og det var på tide at sige farvel til ham. Det var vanvittigt svært – men når du elsker dit kæledyr, er det din pligt, også at tage de rigtig svære beslutninger. Så det gjorde jeg altså. Min kat syntes det var underligt at den nu var helt alene, men klarede det glimrende.

På kollegiet gik det ikke så godt. Datteren havde endelig fået en allergi test, som naturligvis viste, at hun har en voldsom katteallergi. Men hun ville ikke give op. Hun åd allergipiller og håbede på det bedste. Indtil hun fik en kæreste. Som havde astma. Og var allergisk overfor pelsdyr – især katte.

Sådan får man to katte – selvom man lider af katteallergi.

Banner reklamers faldgrube

SuperBest blev i 2010 mest kendt for kødskandaler og kødskandaler. Derfor skal fødevaregiganten naturligvis også roses, når der er grund til det. Dén grund sprang mig i øjnene i en topplaceret banner reklame.

“Det´næsten for nemt”
“Bestil i dag så leverer vi i morgen”

Sådan stod der i bannerreklamen fra SuperBest. En bannerreklame, jeg faldt over lillejuleaften, hvor jeg var grundigt sneet inde og stadig manglede at skaffe lidt rødkål og juleslik til huse.

Hvor storslået er det så ikke – netop i den situation – at SuperBest tilbyder mig at levere alt, hvad jeg mangler selveste juleaftensdag, hvor butikkerne jo ellers har lukket, i et ufremkommeligt snekaos, som forhindrer mig selv i at komme ud.

Det er da værd at rose SuperBest for. I stor og overdreven stil.

Eller kunne det tænkes, at SuperBest i virkeligheden ikke kan leve op til bannerreklamens løfter – og i stedet burde have lukket kampagnen i helligdagene … Velkommen til en af online markedsføringens faldgruber og glædelig jul.